Spring til indhold

Hyppigt stillede spørgsmål om rettigheder for danskere i Storbritannien

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Kan jeg blive boende i Storbritannien, når jeg er dansk statsborger?

Ja, det kan du. Du skal søge om en opholdstilladelse efter reglerne i ”EU Settlement Scheme”. Hvis du har været bosat i Storbritannien i mindre end 5 år, vil du få ”Pre-Settled Status”, og hvis du har boet i Storbritannien i mere end 5 år, vil du få ”Settled Status”. Du kan søge indtil 31. december 2020. Det er gratis at søge. Vær opmærksom på, at det ikke er nødvendigt at aflevere sit pas i forbindelse med ansøgning om ”Settlement Scheme”.

Læs om ”settled” og ”pre-settled status” for EU-borgere.

Kan jeg stadig få sociale ydelser fra Danmark, når jeg er dansk statsborger og bor i Storbritannien?

Efter Storbritanniens udtræden er retten til at tage sociale ydelser med til Storbritannien begrænset.

Det vil være muligt fortsat at modtage efterløn, førtidspension og folkepension, hvis du er dansk statsborger og bor i Storbritannien før udtrædelsesdatoen, eller bosætter dig i Storbritannien senere hen.

Du vil fra udtrædelsesdatoen ikke længere kunne modtage børnetilskud, arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge fra Danmark. Du kan dog modtage sygedagpenge og arbejdsløshedsdagpenge i den aktuelle sygefraværsperiode eller jobsøgningsperiode, hvis den er påbegyndt før udtrædelsesdatoen.

Rettigheder for borgere i den danske overgangsordning i forbindelse med Brexit (Beskæftigelsesministeriet).

Generel information og vejledning om sociale ydelser på beskæftigelsesområdet (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering)

Området er reguleret af Brexit-loven, som etablerer en midlertidig overgangsordning på borgerområdet, som i vidt omfang viderefører gældende rettigheder indtil en permanent ordning vedtages.

Kan mit barn være dansk statsborger og samtidig britisk statsborger?

Danmark tillader dobbelt statsborgerskab. Du kan få dobbelt statsborgerskab på forskellige måder; f.eks. ved at være født med dobbelt statsborgerskab. Et barn, som er født den 1. juli 2014 eller senere, får automatisk dansk statsborgerskab ved fødslen, hvis faren, moren eller medmoren er dansk. For børn, som er født før 1. juli 2014, vil det afhænge af den lov, der var gældende, da barnet blev født.

Læs mere om statsborgerskab og bevis for dansk statsborgerskab (Udlændinge- og Integrationsministeriet).

Har jeg stadig ret til uddannelsesstøtte til studier i Storbritannien, når jeg er dansk statsborger?

Du bevarer retten til støtte til den uddannelse du er i gang med, selvom Storbritannien træder ud af EU. Det gælder danske statsborgere og statsborgere fra andre EU/EØS-lande, som modtager SU på tidspunktet for Brexit. Dette omfatter også udlandsstipendium og specialpædagogisk støtte til uddannelse i Storbritannien.

Læs mere om uddannelsesstøtte til studier i Storbritannien efter Brexit (Uddannelses- og Forskningsministeriet).

Området er reguleret af Brexit-loven, som etablerer en midlertidig overgangsordning på borgerområdet, som i vidt omfang viderefører gældende rettigheder indtil en permanent ordning vedtages.

Skal jeg have et særligt visum, hvis jeg vil studere i Storbritannien?

Nej, du skal ikke have et særligt studievisum. Du skal søge om en opholdstilladelse efter reglerne i ”EU Settlement Scheme”. Hvis du har været bosat i Storbritannien i mindre end 5 år, vil du få ”Pre-Settled Status”, og hvis du har boet i Storbritannien i mere end 5 år, vil du få ”Settled Status”. Du kan søge indtil 31. december 2020. Det er gratis at søge.

Ophold i Storbritannien i mere end 3 måneder, hvis der ikke kommer en Brexit-aftale.

Skal jeg have sygeforsikring, når jeg er på ferie i Danmark, når jeg er dansk statsborger og bor i Storbritannien?

Som dansk statsborger bosat i Storbritannien har du som udgangspunkt kun adgang til sygehusbehandling under dit ophold i Danmark, hvis du får akut brug for det. Derfor bør du tegne en sygeforsikring. Der er dog følgende undtagelser:

  • Du arbejder i Danmark og har det særlige sundhedskort. Det giver ret til alle sundhedsydelser i Danmark.
  • Du modtager pension fra Danmark. Så har du ret til alle sundhedsydelser, undtagen planlagt sygehusbehandling. Det gælder også dine familiemedlemmer.
  • Du er familiemedlem til en grænsearbejder, dvs. til en person, som vender hjem til Storbritannien mindst én gang om ugen. Så har du ret til alle sundhedsydelser undtagen planlagt sygehusbehandling.

Læs mere om Brexit og sundhedsydelser (Styrelsen for Patientsikkerhed)

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind