Spring til indhold

Udenrigsministerens tale ved antiradikaliserings-konference arrangeret af Udenrigsministeriet og DIIS den 19. december 2016

Også fra mig skal der lyde et varmt velkommen. Jeg er særligt glad for at byde mine to ministerkollegaer velkommen. Jeg er også glad for, at så mange forskellige fagfolk, eksperter og ambassadører er mødt op. En af målsætningerne i den nye nationale handlingsplan er at styrke samtænkningen mellem den nationale og internationale indsats på dette område. Når vi tre er samlet her i dag, sker det ud fra en erkendelse af, at de udfordringer, vi står over for, fordrer fortsat og øget samarbejde på tværs af vores ressortområder.

Et af mine centrale budskaber i dag er, at vi i Udenrigsministeriet oplever, at der mellem lande er stor villighed til at dele erfaringer om, hvad der virker på dette område og stor efterspørgsel på dansk ekspertise og kompetencer. Derfor er myndighedssamarbejde på tværs af landegrænser vigtigt.

Vi skal hele tiden skal være på vagt over for radikaliseringen, for den påvirkning og indflydelse den har på vores unge. Og vi skal tage hele værktøjskassen i brug både internationalt og herhjemme. Med det mener jeg, at vi skal bruge den hårdere politimæssige indsats hånd i hånd med den forebyggende indsats. Og vi skal gøre det i respekt for menneskerettighederne.  Det vil jeg vende tilbage til.

[Truslen fra ekstremisme]

De seneste år har vi været vidne til brutale angreb fra terrorgrupper og enkeltpersoner. Både her i Danmark og flere steder i Europa. Men vi må ikke glemme, at hovedparten af terrorens ofre er uskyldige civile udenfor Europa – fra steder præget af konflikt som Irak, Nigeria, Afghanistan, Pakistan og Syrien. Så sent som i går blev 10 mennesker dræbt i et brutalt angreb fra militante ekstremister i den jordanske by, Karak, som Danmark har et samarbejde med. Hvert eneste angreb understreger på tragisk vis, at voldelig ekstremisme fortsat er en alvorlig trussel mod international fred og sikkerhed. Ligesom hvert eneste angreb er med til yderligere at underminere stabiliteten, øge usikkerheden og dermed hæmme investeringer og udvikling. Og når vi engagerer os med alle kræfter for at imødekomme ekstremisme, så er det fordi, at det er vores frihed vi kæmper for – både ude i verden og herhjemme.

[Hvordan gør vi det?]

Vi kan desværre ikke garantere, at der ikke vil ske nye terrorangreb. Vores job er at bidrage til at mindske risikoen for, at det sker. Det kræver, at vi yder vores for at forhindre den voldelige ekstremisme i at sprede sig yderligere. Det kræver, at vi handler.

Vi skal bekæmpe ekstremismen i samarbejde med andre, som også Inger fremhævede. Derigennem kan vi også bedst muligt bringe vores erfaringer og kompetencer i spil. Som Inger og Søren har beskrevet, så er den danske model kendetegnet ved et solidt tværsektorielt samarbejde, som kombinerer den politimæssige indsats med sociale tiltag. Det er det, vi i Danmark er gode til, og det er efterspurgt. Det centrale er ikke at investere stort, men at være villig til at tage risici, tænke nyt og lære af egne fejl og bygge videre på det, som virker.

Handling betyder, at vi skal arbejde på tværs af grænser og samarbejde med vore internationale partnere om at bekæmpe ekstremisme. Danmark er blandt de nationer, som bidrager relativt set størst til koalitionen mod ISIL.

Handling betyder også, at vi fortsat skal bekæmpe ISIL militært – og terrorgrupper i Mali, Afghanistan og andre steder. Men det er ikke nok og kan ikke stå alene. En militær sejr over terroristerne slår ikke ideologien ihjel. Vi kan ikke bekæmpe voldelige ideologier, hvis vi ikke tager fat om de politiske, sociale og økonomiske omstændigheder, som i første omgang medvirker til at skabe dem.

[Den forebyggende tilgang]

Jeg er glad for, at vi her i dag sætter fokus på det forebyggende arbejde. Tidligere i år vedtog FN’s generalforsamling en handlingsplan for forebyggelse af voldelig ekstremisme, som bl.a. fremhæver respekt for menneskerettigheder, god regeringsførelse og antikorruption som vigtige indsatser mod terrorisme. Det er grundlaget internationalt. Nationalt har vi også et solidt grundlag.

[Danske CVE-indsatser]

Hvad er det så, Danmark gør konkret for at bekæmpe radikalisering og voldelig ekstremisme? Lad mig give et par eksempler.

Som led i den ikke-militære indsats mod ISIL, bidrager vi i Libanon og Jordan bl.a. til at bekæmpe terrorfinansiering og styrke forebyggelsesindsatsen på lokalt plan.

Vi har siden 2013 har støttet et rehabiliteringscenter i Mogadishu, hvor formålet er at give tidligere al-Shabaab medlemmer et alternativ til voldelig ekstremisme ved at tilbyde dem forskellige former for uddannelse.

I Kenya har Danmark i samarbejde med det nationale center for kontraterrorisme medvirket til at introducere en tilgang med større fokus på blødere tiltag‎ i forebyggelsen af voldelig ekstremisme. 

I Indonesien støtter vi et regionalt center, der træner og kapacitetsopbygger politi- og efterforskningsenheder til bedre at kunne håndtere radikalisering og grænseoverskridende terrorisme. Vores støtte går også til en civilsamfundsorganisation der arbejder for at sikre at hele retssektoren - politi, domstole og fængselsvæsen – bliver bedre til at beskytte minoriteter mod vold, diskrimination og intolerance. Jeg er ikke i tvivl om de successer, vi har haft – med den politimæssige indsats og med den blødere.

Men det er svært at tælle dem, der ikke er blevet radikaliserede. Det betyder ikke, at vi skal sidde på hænderne. Tværtimod skal vi hele tiden være opmærksomme på at lære af vores erfaringer – og af andres erfaringer.

[Erfaringer]

Lad mig sige lidt om vores erfaringer, hvor særligt fire forhold er centrale:

For det første: Opgaven kan ikke løses af statslige myndigheder alene. Civilsamfundsaktører har nogle særlige kompetencer, når det gælder om at skabe dialog, fremme tolerance og imødegå diskrimination. Det er derfor vigtigt, at vi samarbejder på tværs af ministerier, ressortområder og sammen med NGO’ere og lokale ledere. Derfor er jeg særligt glad for at se så mange forskellige faggrupper repræsenteret her i dag.

For det andet: Man kan ikke uden videre eksportere dansk ekspertise til udlandet. Al erfaring med antiradikalisering viser, at redskaber skal tilpasses den lokale kontekst for at være effektive. Derfor er jeg glad for at byde australske og canadiske partnere velkommen for at dele deres erfaringer og perspektiver på udfordringerne og mulighederne ved myndighedssamarbejde om antiradikalisering.

For det tredje: Vi er nødt til at tage ricisi. Selvom forebyggelse af voldelig ekstremisme har været på dagsordenen længe, er det stadig et ukendt terræn. Vi er nødt til at erkende, at der er mulighed for at vi mislykkes. Det må ikke være en undskyldning for ikke at foretage os noget.

Og endelig, for det fjerde, skal vi huske, at forebyggelse af ekstremisme og beskyttelse af menneskerettighederne går hånd i hånd. Vi ser flere steder at ekstremistiske grupper i deres rekrutteringsstrategier bruger lokale myndigheders overgreb til at retfærdiggøre, at de griber til vold. Når mennesker ikke på legitim og fredelig vis, har mulighed for at udtrykke deres frustrationer, stiger risikoen for at de griber til andre midler. Vores fortælling er og skal være, at vi stiller et alternativ op, som ikke krænker menneskerettighederne. 

[Nyt tiltag]

På det område gør vi nu noget mere: Ved årsskiftet vil regeringen igangsætte et nyt initiativ som led i vores Mellemøst-program for bekæmpelse af voldelig ekstremisme.

Det overordnede formål er at støtte Jordan, Irak og Libanon i deres bestræbelser på at sikre respekt for menneskerettigheder og lovgivning, når myndighederne efterforsker og retsforfølger terrormistænkte. Det er med til at sikre, at vi går fra, at folk bliver dømt på baggrund af tilståelser til at man i stedet ser på bevismaterialet. Det kan have stor betydning for folks opfattelse af deres egne retssystemer. Det er et bidrag som har været efterspurgt fra landene og det vil blive implementeret af FNs kontor for narkotika og kriminalitet. 

[Afrunding]

Det er ingen enkle svar på, hvordan vi modgår radikalisering, og det sker ikke i morgen. Men jo bedre vi forstår, hvad der får en ung mand fra Kenya til at blive medlem af al-Shabaab eller en ung europæer i Paris’ eller Barcelonas forstæder til at tage til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat, jo bedre er vi i stand til at sætte effektivt ind over for dem.

Jeg håber, I får et rigtig produktivt seminar og glæder mig til at se og arbejde med jeres ideer og konklusioner. Tak for ordet.