Spring til indhold

Udenrigsministerens indlæg i Jyllands-Posten – Ukraines kamp er Europas – og Danmarks - fremtid

I januar var jeg helt tæt på Europas eneste krig. Sammen med min ukrainske kollega besøgte jeg den krigshærgede Donbas-region. Turen til fronten, hvor separatister dagligt bekæmper ukrainske regeringsstyrker, måtte i sidste øjeblik lægges om, da vi oplevede en pludselig og voldsom opblussen i kampene. Få dage senere blev otte ukrainske soldater begravet.

Indtil nu har Ruslands aggression mod Ukraine krævet flere end 10.000 liv, såret næsten 24.000 og drevet mere end 1,7 millioner mennesker fra deres hjem.

Årsagen til volden skal findes tilbage omkring årsskiftet i 2014 på Maidan-pladsen i Kiev. Her kæmpede ukrainerne med deres liv som indsats for demokrati, velstand og frihed til selv at vælge deres lands orientering.

Det er forhold, vi i Danmark tager for givet. Men for mennesker, der fortsat hjemsøges af spøgelser og dårligdomme fra det 20. århundrede, er det tilsyneladende værd at ofre livet for.

Siden 2014 er Danmark gået forrest i at støtte ukrainerne i deres ret til et frit og fremgangsrigt Ukraine. Støtten er utrolig vigtig, fordi et lands valg af demokrati og reform aldrig må resultere i indblanding og aggression fra fra et andet land.

Vi er gået forrest, fordi vi tror på, at det bedste modsvar mod denne aggression er et stabilt, demokratisk og reformeret Ukraine. Et Ukraine med et troværdigt retsvæsen, et frit erhvervsliv og et blomstrende civilsamfund vil bevise – også over for indbyggerne i Donbas og i nabolandene – at demokrati og fremgang er muligt for en tidligere sovjetrepublik.

Man kan vende ryggen til kleptokrati, korruption og autokratiske tendenser, hvis viljen er der. Og det er gået fremad. Under den nye præsident Porosjenko er der gennemført de mest gennemgribende reformer siden Ukraines uafhængighed i 1991. Der er skabt mere fremgang inden for de sidste tre år, end der har været i de 23 år, der lå forud for Maidan-revolutionen.

Det gælder f.eks. korruptionsbekæmpelsen. I dag er alle medlemmer af det ukrainske parlament og ansatte i centraladministrationen forpligtet til på nettet at offentliggøre elektroniske selvangivelser af deres formuer og indtægter.

Loven gælder høj som lav: Selv præsident Porosjenko har indtastet sine oplysninger. Denne lov er et afgørende skridt hen imod større åbenhed og ansvarlighed.

Ukraines associeringsaftale med EU træder endeligt i kraft i år. Det var den tidligere regerings afvisning af at underskrive denne aftale, der i første omgang tændte Maidan-oprøret. Ukrainske borgere kan nu også frit rejse på turistbesøg til Schengen-området uden visum. Det er et resultat af landets store reformfremskridt. Ukraines forhold til EU er nu tættere end nogensinde før.

Men vi er ikke i mål endnu. Korruptionen er fortsat en stor udfordring i hverdagen. Dem, der drog nytte af det gamle, korrupte system, kæmper med næb og kløer for at bevare deres privilegier. Derfor kræves der en målbevidst reformindsats i retssystemet fra en stærk ukrainsk ledelse. Og der er behov for opmærksom støtte fra EU og det øvrige internationale samfund.

Danmark bidrager aktivt til at fremme denne dagsorden og leder EU-kommissionens store antikorruptionsprogram i Ukraine.

Konferencen om Ukraines reformer i London den 6. juli var i den forbindelse en vigtig milepæl. Den sendte en klar besked om solidaritet, beslutsomhed og en absolut forpligtigelse på Ukraines fortsatte reformspor.

Men konferencen kan ikke stå alene. Den må være starten på en proces.

Opfølgningen skal ske ved hårdt reformarbejde i Kiev, og hvor Danmark og andre af Ukraines venner forpligter sig til fortsat at støtte. Jeg har tilbudt at være vært for en lignende konference næste år, hvor der skal gøres status, og den internationale støtte skal fastholdes. Vi taler om et langt, sejt træk.

Ukraines kamp er Europas kamp. Der er helt afgørende, overordnede principper på spil i Ukraine: Ingen lande må annektere eller besætte andre landes territorium eller søge at ændre landegrænser med militær magt. Det strider mod folkeretten, og det strider mod de værdier, som er helt centrale byggesten i vores europæiske samarbejde.

Danmark står derfor skulder ved skulder med den ukrainske befolkning.

Drabene i Østukraine er ikke bare voldshandlinger, der lammer familier og en hel nation. De underminerer også vores europæiske og danske værdier.