Spring til indhold

Tale i anledning af DIIS' 10 års jubilæum

Tale i anledning af DIIS' 10 års jubilæum den 17. januar 2013  

Tak. Og tak for invitationen til at komme og tale både på egne og udenrigsministerens vegne, og til at være med til at fejre jeres 10 års jubilæum. Som et eksempel på den dynamiske verden, vi lever i, er udenrigsministeren hasteindkaldt til rådsmøde i Bruxelles i dag for at drøfte situationen i Mali.

Det er godt at se jer og jeg er glad for at være her i dag. Jeg kender DIIS godt både fra mit arbejde europaminister og fra mit arbejde som politiker og medlem af Folketinget. Jeg har mange gange haft nytte af jeres analyser og redegørelser. Og jeg vil gerne takke jer alle sammen for en rigtig god og vigtig indsats i de 10 år DIIS har eksisteret.

DIIS tilhører det 21. århundrede. I blev født i århundredets begyndelse; ved begyndelsen på frygtens årti. Der var frygten for terror, for de
fremmede og det anderledes. Frygten kom til at overskygge nogle af de mere grundlæggende forandringer, der samtidig var under udvikling i form af øget og styrket internationalisering. Hastigheden og rækkevidden af de internationale forandringer, som verden stod overfor var svære at forestille sig den gang. I dag ved vi, at den styrkede internationalisering er en udfordring for det danske samfund og vores udenrigspolitik. En lang række af de grundstene vi i Danmark har opfattet som eviggyldige er under forandring.

Internationaliseringen er en uafvendelig, men også positiv proces. De økonomiske og politiske kraftcentre forskydes. I en verden, hvor hundrede af millioner af mennesker løftes ud af fattigdom, og hvor den bestående verdensorden naturligt ændres, skal vi bruge vores styrker til at præge og hjælpe forandringerne på vej. Globaliseringen medfører ikke kun forandringer ude i samfundet, men indebærer også ændringer i pejlemærker og redskaber vi har til rådighed for vores udenrigspolitik. Præcist hvornår og hvordan disse ændringer vil indfinde sig, er det svært at spå om, men jeg er ikke i tvivl om, at vi lige nu lever i en brydningstid. En brydningstid, hvor gamle måder at gøre tingene på gradvist erstattes af nye løsninger og nye arbejdsformer. Og det er her I kommer ind. I leverer den uafhængige forskning og analyser af betydning for dansk udenrigs-, Europa-, og udviklingspolitik inden for et bredt felt af internationale emner. En indsats som er fundamentet for en oplyst og konstruktiv offentlig debat om dansk udenrigspolitik.

I har fuldt ud levet op til den daværende målsætning om at skabe et sammenhængende og koncentreret udenrigspolitisk forskningsmiljø i Danmark, der i kvalitet kan måle sig med de bedste udenlandske udenrigspolitiske forskningscentre. DIIS er en succes. Som eksempel på det modtog DIIS fire ud af i alt 12 eliteforskerpriser i Danmark ved seneste uddeling. Og DIIS ligger i top-25 for tænketanke på internationale citationsindeks. Men i en verden i forandring kan man ikke hvile på laurbærrerne. I må derfor se på, hvordan vi fremadrettet kan sikre de værdier og kompetencer, der har gjort jer til den succes, I er blevet.

Der er nok at tage fat på. Jeg vil gerne give et bud på nogle af de internationale hovedstrømninger og pejlemærker, som Danmark skal forholde sig til de kommende år. Det er vigtigt, at vi fortsat har fokus på de nye vækstcentre og den globale magtforskydning vi ser mod BRIK-landene, navnlig i øst. Det er der mange gode grunde til, men det er ikke mindst afgørende for den fortsatte indsats for at skabe vækst og beskæftigelse i Danmark. Det er vi alle afhængige af. For en lille, åben økonomi er det afgørende, at vi forholder os aktivt til denne udvikling og den stadigt hårdere globale konkurrence. Her spiller DIIS som nævnt en stor rolle.

Også udviklingen i Arktis vil være et centralt område, der vil tiltrække sig stor international opmærksomhed og lægge beslag på mange ressourcer i både Danmark og i Grønland. Det er der ikke noget overraskende i. De nye udfordringer i Arktis som følge af den globale opvarmning udfordrer vores vanetænkning omkring Grønland og Arktis. Det gælder for eksempel også i spørgsmålet om andre staters interesse for strategiske mineraler i Grønland.
 
Et andet fortsat pejlemærke er udviklingen i Afghanistan og tilstødende lande. Danmark har sammen med det internationale samfund bragt Afghanistan så langt fremad, som det har været muligt. Afghanistan bliver ikke et velfungerende demokrati i hverken 2013, 14 eller 15. Der er på den anden side opnået politiske og økonomiske fremskridt igennem de sidste 10 år, som vi kan være stolte af. At dette er forbundet med den højeste risiko blev vi på tragisk vis mindet om, da vi i januar mistede en dansk jægersoldat, der var udsendt for at uddanne afghanske specialstyrker.

Det er oplagt, at Mellemøsten i de næste år vil komme til at stå i krisestyringens tegn med konflikten i Syrien som den umiddelbart største opgave. Efter 20 måneders væbnet konflikt er de menneskelige omkostninger forfærdelige. Alligevel er der grund til en vis forsigtig optimisme med hensyn til, at 2013 kan blive året, hvor Assads regime bringes til fald. Egypten står også over for et vendepunkt i 2013. Et parlamentsvalg ventes afholdt i løbet af foråret. Der er grundlag for forsigtig optimisme i forhold til Syrien og Egypten i 2013, men udviklingen kan nemt gå begge veje. Det samme er tilfældet med hensyn til fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne. Med en ny israelsk regering efter valget og Obamas nyudnævnte administration kan det forhåbentlig blive muligt at få parterne til forhandlingsboret i løbet af det næste års tid.
 
Som det sidste fokusområde – og det der står mit hjerte nærmest - vil jeg fremhæve det hårdtprøvede EU-samarbejde.
Den første januar var det 40 år siden Danmark blev medlem af EF. Det var et historisk vigtigt skridt, og et ja til, at Danmark engagerede sig aktivt og konstruktivt i Europas udvikling. EU befinder sig i en brydningstid med store udfordringer. Det er klart for enhver. Men det er også klart, at det europæiske samarbejde har bevist, at det også fungerer i modvind.

Det var både ret og rimeligt, at EU i sidste måned fik tildelt Nobels Fredspris. EU som fredens projekt er ikke bare en historie om gamle dage, men stadig en drivende kraft. Et godt eksempel på det er EU’s indsats for den fredelige udvikling på Balkan mellem grupper, der i 90’erne bekæmpede hinanden. Og her spiller Danmark faktisk en central rolle. Det var bl.a. også vigtige resultater fra det danske EU-formandskab, der blev fremhævet i Nobelkomiteens begrundelse for at tildele prisen til EU.
EU’s evne til at agere i gældskrisen er også blevet bevist flere gange i gennem det seneste år, hvor der er truffet en lang række beslutninger, som kun få havde troet mulige. En finanspagt i marts, ambitiøse regler for energieffektivitet i maj, en vækstpakke i juni og regler for et fælles banktilsyn i december.

Den Økonomiske og Monetære Union er blevet styrket, og frem mod juni-topmødet vil van Rompuy se på mulighederne for yderligere styrkelse. Det arbejde ser regeringen positivt på. Danmark er som et lille land med en åben økonomi helt afhængig af den økonomiske udvikling i Europa og verden. Godt 500.000 danske arbejdspladser er direkte afhængige af handel med de andre medlemsstater. En stærk euro er af afgørende betydning for fremme af bæredygtig vækst og beskæftigelse i hele EU og dermed også en klar dansk interesse.
 
I debatten om videreudviklingen af den Økonomiske og Monetære Union har medlemsstaterne forskellige udgangspunkter for deres overvejelser. I den ene ende af spektret har vi euro-landene, som har styrket deres samarbejde. En række ikke-eurolande har besluttet at deltage i dele af dette intensiverede samarbejde, bl.a. gennem finanspagten. I den anden ende har vi et land som Storbritannien, der har iværksat en debat om at tilbagetage kompetencer fra EU-niveauet til det nationale plan.

Det er i vores klare interesse at undgå, at udviklingen fører til opdeling i fasttømrede A- og B-hold. Fleksibilitet i samarbejdet har hidtil gjort det muligt at fastholde alle medlemsstater inden for den samme overordnede, forpligtende ramme. Det er positivt, at vi på denne måde har formået at holde sammen på EU. Men vi må passe på, at fleksibiliteten ikke fører til opløsningstendenser. EU er et solidarisk fællesskab. Det er ikke muligt at pille enkeltelementer ud efter forgodtbefindende. Fleksibelt samarbejde må respektere de fælles institutioner, de fælles værdier og de fælles politikker.

I morgen vil premierminister Cameron holde sin længe ventede Europa-tale. Jeg kan ikke forestille mig et EU uden Storbritannien. Det ville være et stort tab for samarbejdet. Landet er en central alliancepartner for os på væsentlige områder som handelspolitik, økonomisk politik og konkurrenceregler. Hvert land må selvfølgelig vælge, hvilken vej det ønsker at gå. Men den britiske debat viser, hvor risikabelt det er at bevæge sig ud i overvejelser om løsere tilknytning, medmindre man virkeligt mener, at man er bedst tjent med at stå uden for EU.
 
Som afrunding på mit oplæg vil jeg gerne sige tak. I fortjener et stort tillykke med jubilæet og de resultater I har opnået. Det er mit ønske for fremtiden, at vi mødes igen om 10 år for at fejre endnu et tiår med flotte resultater på forkant med udviklingen og et højt internationalt niveau. Tak for i dag.