Spring til indhold

Tale ved Europabevægelsens hovedbestyrelsesmøde i Odense den 12. november 2011

Europaministerens tale ved Europabevægelsen hovedbestyrelsesmøde i Odense den 12. november 2011.

(Det talte ord gælder)  

Tak for ordet Erik og mange tak for invitationen til at komme her til jeres hovedbestyrelsesmøde i dag og fortælle lidt om den nye regerings syn på Europa og om visionerne for Danmarks kommende EU-formandskab. Det er en fornøjelse at komme ud af København en gang imellem. For mig, som er født i Holbæk, som har læst og arbejdet i Aarhus, og som i 2001 blev valgt ind i Folketinget for Skanderborgkredsen, er det rart at komme ud i landet og få en god debat om Europa. Og det er faktisk særlig rart at gøre det i Europabevægelsen, for som man siger på engelsk: ”It’s good to be among friends.” Sådan har jeg det i hvert fald, når jeg kommer her i dag. Som europaminister i en ny regering, der har søsat en mere positiv, mere åben og mere engageret dansk europapolitik end sin forgænger, føles det virkelig som at være blandt venner at stå her i dag. Så endnu en gang tak for invitationen.

Mit oplæg i dag vil bestå af fire dele. Først vil jeg sige et par ord om regeringens nye europapolitik. Så lidt om den aktuelle situation i Europa. Derefter noget om prioriteterne for Danmarks EU-formandskab og til sidst runder jeg af med nogle bemærkninger om de danske EU-forbehold. Jeg kan forestille mig, at I er særlig interesserede i at høre, hvad jeg har at sige omkring afskaffelsen af de danske EU-forbehold, så jeg tror, at jeg med denne rækkefølge af emnerne har størst chance for at fastholde jeres opmærksomhed længst mulig. 

Men som sagt: Jeg opfatter Europabevægelsen som en nær allieret. Det gør jeg, fordi vi har den samme grundholdning til EU og deler mange af de samme synspunkter vedrørende Danmarks placering i Europa. Mit hovedbudskab til jer i dag er i virkeligheden, at Danmark med regeringens tiltrædelse den 3. oktober fik en ny europapolitik. Den første konkrete udmøntning af den nye europapolitik kom allerede samme dag, da regeringen øjeblikkeligt annullerede den tidligere regerings aftale med Dansk Folkeparti om at indføre øget toldkontrol ved den dansk-tyske grænse. Den aftale bliver ikke til noget. Den sendte det helt forkerte signal til vore naboer og resten af Europa om, hvad det er for et land, vi er, og hvad der egentlig er i Danmarks nationale interesse, når det drejer sig om Europa. Desuden ville det have været spild af skatteborgernes penge, hvis aftalen var blevet ført ud i livet. 

Som et lille land med en åben økonomi, der er dybt afhængig af uhindret at kunne hente viden, kapital og arbejdskraft udefra, må det aldrig nogensinde blive os i Danmark, der sender Europa tilbage til sin triste fortid med sænkede grænsebomme og kødannelser ved grænserne. Selv om regeringens toldaftale med DF havde et begrænset sigte i praksis, var aftalens signalværdi i forhold til vores europæiske partnere katastrofal. Desuden risikerede Danmark med aftalen at sætte en kædereaktion i gang i andre EU-lande, der så kunne have benyttet sig af vores eksempel til at iværksætte øget grænsekontrol langs deres egne grænser. Potentielt kunne én af EU’s allerstørste landvindinger overhovedet – den frie bevægelighed – være kommet under pres. Det bliver der ikke noget af under denne regering, og lettelsen i Berlin, Stockholm og Bruxelles har været til at føle på, kan jeg hilse at sige.

Den afgørende forskel i den nye regerings europapolitik er, at vi helhjertet og systematisk går ind for det europæiske samarbejde og ønsker at styrke dette samarbejde. Vi vil Europa for at sige det ligeud. Godt nok er det ikke alt ved EU, som jeg eller regeringen er lige begejstrede for, men grundlæggende vil vi det europæiske projekt. Derfor er det også min fornemmeste opgave som Danmarks første permanente europaminister at medvirke til, at Danmark i løbet af de næste fire år markeret sig stærkere i det europæiske samarbejde. Det sker ikke ”overnight”, og det sker heller ikke, blot fordi statsministeren og jeg siger nogle pæne ting om EU fra Folketingets talerstol. Det kan kun lykkes gennem et langt sejt træk, hvor Danmark i det daglige arbejde bidrager til at fasttømre og udvikle EU ved at skabe politiske resultater, der virkelig batter noget for de europæiske borgere. Vejen til mere folkelig opbakning til EU-samarbejdet går gennem politiske resultater i Bruxelles, som betyder noget for folks dagligdag. Kun herved bliver den kæmpe merværdi, som EU rent faktisk har for Danmark og for de andre medlemslande rigtig synlig. Som erklærede EU-tilhængere bør vi hele tiden være pinligt bevidste om, at det er den vej og kun den vej, som EU skal gå for at opnå en større folkelig forankring – resultatvejen.

Kære Europabevægelse, sagt mellem venner, så skal der ikke herske nogen tvivl om, at behovet for resultater i EU i dag er større end nogensinde før. Advarselslamperne blinker. Kansler Merkel har ved flere lejligheder sagt, at gældskrisen udgør en eksistentiel trussel mod EU, og det har hun ret i. Som I kan se fra mediernes overskrifter, så kører gældskrisen og dramaet omkring Grækenland og Italien på de højeste nagler i øjeblikket. Oven på Det Europæiske Råd og eurotopmødet den 26. oktober, G20-topmødet den 4. november, drøftelserne i Ecofin og fra samtaler med mine kollegaer rundt om i EU-hovedstæderne er det min vurdering, at situationen lige nu balancerer på en knivsæg. De nuværende renter på italienske statsobligationer er ikke håndterbare på længere sigt. Der er akut brug en hurtig afklaring af den politiske situation i Grækenland for at skabe den fornødne tillid blandt eurolande og blandt finansielle investorer til, at Grækenland vil leve op til de reformforpligtelser, som landet har påtaget sig for at undgå en statsbankerot. Desværre er det imidlertid ikke gjort med det alene. En række andre ting skal også falde på plads før, der kan blive løsnet op for gældskrisen. Aftalen mellem eurolandene om at nedskrive Grækenlands privat holdte gæld med 50% mangler at blive accepteret af de banker, der sidder inde med græske statsobligationer. Desuden er detaljerne om, hvordan EU’s redningsfond bliver styrket fra 440 milliarder euro til 1000 milliarder euro, heller ikke faldet på plads. En styrkelse af redningsfonden udgør en vigtig brik i puslespillet for uden den, er det svært at overbevise investorerne på de finansielle markeder om, at det ikke kan betale sig at spekulere imod økonomisk trængte eurolande med store offentlige gældsposter. 

Det er selvfølgelig heller ikke nogen hemmelighed, at gældskrisen udover spændinger internt mellem eurolandene også risikerer at skabe spændinger mellem de 17 eurolande og de 10 EU-lande, der står uden for den fælles mønt. Problemerne i eurozonen har ifølge mange eksperter blotlagt et uomgængeligt behov for, at de 17 eurolande forstærker deres finanspolitiske koordination og udbygger deres samarbejde i dybden. Det vil de gøre samtidig med, at de 10 andre EU-lande fortsat kommer til at stå uden for mødelokalet, når eurolandene mødes og potentielt kan træffe beslutninger af betydning for hele EU. Enhver kan se, at den udvikling ikke er gavnlig for samarbejdet på længere sigt. Regeringens holdning er derfor også krystalklar på det punkt. Vi mener, at et EU i to hastigheder er en dårlig idé. Det bryder med hele fundamentet for samarbejdet – principperne om solidaritet og fælles fodslag – og det kan komplicere eksisterende fællesskabspolitikker og besværliggøre formuleringen af nye. Kort sagt: Et EU i to hastigheder, er ikke noget Danmark ønsker sig.

På den anden side må vi også åbent erkende, at det er en politisk nødvendighed for de 17 eurolande at forstærke deres økonomiske koordination med henblik på at fremtidssikre deres fælles valuta. Den aktuelle krise viser, at der er brug for en stærkere fælles styring i eurozonen og en langt mere håndfast overvågning af de enkelte eurolandes økonomiske politik. Det hverken kan eller bør Danmark stille sig afvisende overfor. Hvad vi kan gøre, er at arbejde hårdt og målrettet for, at alle spørgsmål, der har relevans for EU á 27, bliver behandlet i EU á 27. Det bliver i hvert fald ledetråden i alt, hvad jeg kommer til at foretage mig efter den 1. januar. EU-landene må og skal holde sammen, for der eksisterer ikke noget fornuftigt alternativ. Hermed er jeg så kommet til det tredje punkt i min tale i dag – det danske EU-formandskab, som begynder om godt halvanden måned.       

Kære Europabevægelse, Henry Kissinger sagde engang, og jeg citerer: ”There cannot be a crisis next week. My schedule is already full.” Jeg gad godt være i stand til at sige det samme til mine EU-kollegaer, når det danske formandskab ruller af stabelen i de første seks måneder næste år, men sådan spiller klaveret naturligvis ikke. Danmark kommer til at overtage EU-formandskabet på et kritisk og meget afgørende tidspunkt i det europæiske samarbejdes historie. Det bliver syvende gang siden vores optagelse, men denne gang kommer vores formandskab ikke til at handle om at få en stor politisk triumf i hus ligesom øst-udvidelsen i 2002 eller Københavnskriterierne i 1993. Det kommer til at handle om at holde sammen på EU og få EU til at levere resultater. For bedst muligt at klare den opgave, vil regeringen forfølge fire mål under det danske EU-formandskab, som det bliver nødvendigt at levere noget konkret på, hvis EU skal stå styrket tilbage, når vi giver formandskabsstafetten videre til Cypern den 1. juli næste år.

Under formandskabet ligger der massive opgaver og venter på os. For det er nemlig ikke kun djævelens advokat, som mener, at store dele af Europa har handlet uansvarligt på det økonomiske plan. Det er ikke kun EU-skeptikerne i europæisk politik, der mener, at Europa er en lidet dynamisk region i dag. Det er heller ikke kun stålsatte klimaaktivister, der mener, at Europas lederskab på det grønne område er truet, og det er heller ikke kun nervøst anlagte folk, der mener, at den eksplosive stigning i ungdomsarbejdsløsheden og det voksende flygtningepres fra Nordafrika er med til at gøre Europa til et mere usikkert sted. Det er der rigtig mange, som mener. Men netop fordi det er så bydende nødvendigt med politisk handling på europæisk plan inden for disse områder, netop derfor har regeringen besluttet, at de skal udgøre kernen i det danske EU-formandskab. Vi skal selvsagt bruge vores kræfter som formandskab dér, hvor Europa har mest brug for det, og hvor vi gør mest gavn for Danmark.
Et ansvarligt Europa handler om at bringe orden i de europæiske husholdninger. Om konsolidering med andre ord. En del af denne eksercits såsom et styrket eurosamarbejdet og eventuelle sanktioner overfor medlemslande, der bryder Stabilitets- og Vækstpagten, kommer til at køre i eurogruppen. Som I ved, deltager Danmark i kraft af vores euro-forbehold ikke i denne gruppe. Men der er stadig en hel del spørgsmål omkring behovet for stærkere økonomisk koordination i EU, som vil blive behandlet i kredsen af 27, hvor Danmark deltager, og hvor vi skal lede drøftelserne fra den 1. januar. Det kommer bl.a. til at dreje sig om bedre procedurer til at overvåge EU-landenes økonomier og et skærpet fokus på strukturreformer og øget budgetdisciplin i medlemslandene. Her forventer jeg af indlysende årsager et meget intenst og krævende forhandlingsforløb under vores formandskab. Forhandlingerne om EU’s næste 7-årige budget – de flerårige finansielle rammer – bliver også meget vigtige i denne sammenhæng. Regeringen lægger stor vægt på, at de forhandlinger ikke kun bliver reduceret til en sparerøvelse, men at EU’s næste 7-årige budget bliver i stand til at understøtte en fremadrettet vækstdagsorden. Den balancegang skal det danske formandskab stille sig i spidsen for til gavn for Europas fremtid.  

Et dynamisk Europa handler om at få gå gang i den økonomiske vækst igen. I 2012 fejrer Det Indre Marked sin 20 års fødselsdag, og Det Indre Marked har været en kæmpe succes. Nok EU’s største sammen med udvidelsesprocessen. I de første 10 år alene skabte Det Indre Marked 2,5 mio. ekstra jobs og bidrog med 6,7 trillion kr. i ekstra velstand. Det svarer til 44,500 kr. pr. EU-familie. Meget imponerende i enhver henseende! Udviklingen de sidste 10 år har imidlertid ikke været tilsvarende imponerende. Det skyldes primært, at Det Indre Marked har behov for at blive udbygget, moderniseret og digitaliseret. Inden årets udgang ventes Kommissionen at fremlægge en samlet pakke med 12 konkrete forslag til at opgradere Det Indre Marked. Forslagene lægger bl.a. op til at forbedre forretningsklimaet i Europa bl.a. ved at reducere de bureaukratiske byrder for små- og mellemstore virksomheder, ved at øge forbrugersikkerheden, når vi handler på nettet og ved at gøre det billigere for os at ringe på mobilen i udlandet. Desuden ligger der også et forslag klar til vedtagelse vedrørende et EU-patent, som vil betyde, at europæiske virksomheder fremover kan nøjes med at fremsende én patentansøgning til én EU-myndighed i stedet for at skulle sende 27 forskellige ansøgninger til 27 nationale patentmyndigheder for at opnå patentbeskyttelse i EU. Det bliver en lettelse, som forhåbentlig kommer til at sætte gang i mange flere europæiske patentansøgninger.

Et grønt Europa handler om at sætte en offensiv dagsorden for grøn og bæredygtig vækst, der kan fremme Europas omstilling til en grøn økonomi og fastholde vores forspring inden for en række grønne sektorer. Jeg er fuldt bevidst om, at grøn vækst i nogle EU-lande bliver opfattet lidt som et futuristisk dyrt påhit udtænkt i Skandinavien med henblik på at nå frem til en eller anden halvutopisk verden i år 2050. I en situation, hvor gældskrisen hærger, og europæiske virksomheder føler sig pressede som aldrig før, bør EU’s regeringer ikke beskæftige sig med den slags fremtidsmusik, lyder skeptikernes argument. Mine damer og herrer, til det er mit svar, at Europa ikke har råd til at lade være. Hvis Europa tager skyklapper på og ikke stamper den fornødne politiske vilje op af jorden til at sætte skub i den grønne dagsorden, så kommer vi ikke bare til at tabe terræn på den lange bane overfor lande som USA, Kina og Indien, men også på den korte bane inden for de næste par år. Hvis EU blot sidder på hænderne, vil tusinder af videnstunge arbejdspladser og en masse højteknologiske forskningskompetencer inden for blandt andet vindemølleindustrien, biobrændstoffer og energieffektive bygningskomponenter flytte til andre lande. Lande, der altså bedre end Europa forstår at foretage fremsynede investeringer i omstillingen til en grøn økonomi. Det scenarium skal Europa undgå. Det gør vi ved at tage udfordringen med grøn vækst langt mere alvorligt. Det kræver mere politisk lederskab i Europa og flere visionære beslutninger på den korte bane. 

Det er nemlig afgørende, at de ansvarlige politikere rundt om i EU-hovedstæderne medvirker til, at morgendagens teknologiske fremskridt inden for eksempelvis solenergi eller nanoteknologi i højere grad opnås af europæiske forskere end amerikanske eller kinesiske forskere. Det er op til de ansvarlige politikere i Europa at bidrage til, at den næste generation af vindmøller konstrueres af europæiske ingeniører i stedet for japanske eller indiske ingeniører, og det er de europæiske politikeres opgave at sikre de bedst mulige rammevilkår, så den fjerde generation af biobrændstoffer udvikles af europæiske videnskabsfolk i stedet for brasilianske eller russiske videnskabsfolk. I globaliseringens tidsalder befinder Europa sig i en benhård konkurrencesituation om den nyeste viden, de nyeste teknologier og de mest værdiskabende jobs også på det grønne område, og den konkurrence skal vi vinde. Simpelthen.

Helt konkret vil det danske EU-formandskab arbejde hårdt for, at Kommissionens direktivforslag om energieffektivisering bliver vedtaget så hurtigt som muligt. Direktivet vil gøre det muligt for EU at leve op til sin målsætning om at reducere energiforbruget med 20% i 2020 i forhold til, hvad EU ellers ville forbruge i 2020, hvis vi undlod at gøre noget. Jeg håber virkelig, at det kan lade sig gøre at få direktivet vedtaget næste år. 

Som I ved bedre end de fleste, så har EU-samarbejdet på dette område jo været under hastig udvikling siden Lissabon-traktaten trådte i kraft den 1. december 2009. Den udvikling vil fortsætte under det danske formandskab. Som I sikkert kan huske fra medierne, knirkede det noget i Schengen-samarbejdet, da Det Arabiske Forår blussede op i starten af året og sendte tusinder af nordafrikanske flygtninge mod Europa. Flygtningepresset på Sydeuropa og den sydlige italienske ferieø Lampedusa, skabte spændinger mellem EU-landene, ligesom den illegale indvandring fra Tyrkiet indover grænsen til Grækenland blotlagde kæmpe mangler i den græske asylmodtagelse. Det er i dag åbenlyst, at der eksisterer et akut behov for en revision og opstramning Schengen-reglerne. Den gode nyhed er imidlertid, at vi under det danske formandskab til trods for vores EU-forbehold faktisk har en realistisk chance for at levere resultater, der batter inden for Schengen-samarbejdet. Det gælder i forhandlingerne om en Schengen-evalueringsmekanisme og om nye EU's grænsekodeks. Det kan heller ikke udelukkes, at vi under det danske formandskab får mulighed for at afslutte forhandlingerne om en europæisk efterforskningskendelse i straffesager. Det vil være et stort fremskridt i det europæiske politisamarbejde. Regeringen vil gå benhårdt efter at få resultater i kassen til gavn for Europa, også selv om Danmark har et forbehold inden for retlige og indre anliggender. Som EU-formandskab er vi nemlig neutral opmand, og vi skal være en kompetent formand blandt medlemslandene.

Kære Europabevægelse, jeg er nu kommet til det, som I nok er allermest interesserede i. Derfor er det også det sidste punkt i mit oplæg i dag. Hvad vil regeringen stille op med de danske forbehold, og hvornår kommer der en folkeafstemning? Nu gælder det om at spidse øre, for her kommer regeringens holdning til det spørgsmål. Der kommer ingen folkeafstemning om et eller flere af de danske EU-forbehold før eller under vores formandskab. Jeg ved ikke, om I her i Europabevægelsen virkelig havde sat næsen op efter det, men så hurtigt kommer det altså ikke til at ske. Regeringen skal bruge sine kræfter på at køre formandskabet, og den opgave er for vigtig til, at vi også vil afholde en dansk folkeafstemning i den periode. Efter formandskabet vil regeringen sammen med de andre EU-positive partier i Folketinget så tage stilling til, hvornår tiden er inde til at holde en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet og om en omdannelse af RIA-forbeholdet til en opt-in ordning. Jeg kan ikke sige noget om, hvornår vi får en folkeafstemning, men regeringen vil gennemføre en folkeafstemning i indeværende regeringsperiode. Så meget ligger fast, og det står også højt og tydeligt i vores regeringsgrundlag.

Hvis I så spørger mig om vores euroforbehold, så er regeringens holdning også klar. Så længe der blæser en vind af stormstyrke, som der gør i dag omkring Grækenland, Italien og eurosamarbejdet generelt, er det ikke realistisk, at Danmark kommer med i den fælles mønt. Helt ærligt, så kan jeg godt forstå, hvis danskerne lige nu er skeptiske og nervøse, når det gælder EU med alt det, der sker i Grækenland og Italien. Det er kun forståeligt. Derfor er det lige nu og i den nærmeste fremtid slet ikke aktuelt at snakke euromedlemskab. Meningsmålingerne taler et meget tydeligt sprog på netop det spørgsmål. Derfor vil regeringen koncentrere sig om de to forbehold, som vi har en reel chance for at få afskaffet ved en folkeafstemning. Det vil sige forsvarsforbeholdet og retsforbeholdet.

Lad mig som afrunding sige til jer, at den aktuelle krise i Europa stikker dybt. Den udgør en reel trussel mod EU-samarbejdet, og der ikke findes nogle elegante snuptagsløsninger, som kan stille alle tilfreds. Hvis der eksisterede den slags, var de fundet for længst, og Europa ville aldrig være kommet i den situation, som vi nu står i. Det bliver en lang og sej proces at få vendt udviklingen, og udfordringerne undervejs vil være mange og komplicerede. Udfordringerne og den måde, vi kollektivt som europæerne vælger at tackle dem på i den kommende tid, vil få vidtrækkende konsekvenser for os selv og for den omverden, som vi er så tæt forbundet med i dag. Personligt er jeg imidlertid overbevist om, at vi europæere vil vise os robuste og ansvarsbevidste nok både på det menneskelige plan og på det politiske plan i EU til at håndtere udfordringerne. Det skal vi, og det kan vi. Det er jeg ikke i tvivl om.  Jeg vil derfor gerne slutte af med at citere den amerikanske sangskriver, historieprofessor og sociale aktivist, Bernice Johnson, som engang sagde følgende om udfordringer, og det udfordringer gør ved os som mennesker. Hun sagde: ”Life challenges are not supposed to paralyze you. There are supposed to help you discover who you are.” Det er jeg enig i, og nu skal vi europæere til at opdage, hvem vi virkelig er.

Tak for ordet.