Spring til indhold

"Europæisk naboskab i bevægelse"

Kronik i Jyllands-Posten den 5. oktober 2012. 

Af europaminister Nicolai Wammen (S) og udviklingsminister Christian Friis Bach (R)

Det nye Europa kræver et aktivt dansk engagement i vores naboområde. Værktøjet er et nyt naboskabsprogram. Når man som dansk minister besøger vore europæiske naboer, oplever man på tæt hold det fællesskab, som binder os sammen, men også de massive udfordringer, som landene står over for.

Balkan er et godt eksempel. I byen Mitrovica i det nordlige Kosovo går der en bro over floden Ibar, der både symboliserer en ond fortid og håbet om en bedre fremtid. Floden deler byen i to dele med Kosovo-serbere i nord og Kosovoalbanere i syd. Byen oplevede nogle af de værste etniske stridigheder i tiden efter Kosovo-krigen i 1999, og i lange perioder har nationalistiske politikere haft held til at mobilisere etnisk had på begge sider, som har blokeret for passage over broen. Som sådan er floden et symbol på det ”gamle” Europa med etniske og religiøse stridigheder, vold og krig.

Men broen er også et symbol på det Europa, som begge befolkningsgrupper i virkeligheden higer efter. Med hjælp fra bl. a. Danmark undervises byens unge fra begge etniske grupper nu på en lokal handelsskole med afdelinger på begge sider af floden og med et multietnisk lærerkollegium. De engagerede, unge studerende ser en uddannelse på europæisk niveau som en måde at slå bro fra fortidens stridigheder til det stabile, demokratiske og velstående Europa, som de dagligt kan se billeder fra på deres tv-kanaler.

Det Europa, som de unge i Mitrovica ønsker at være en del af, står også som et mål og et håb for befolkningerne i andre europæiske nabolande mod øst og sydøst.
Det er samtidig et Europa, som vi selv har en stor interesse i at gøre til virkelighed. Det kræver et aktivt dansk engagement i vores naboområde. Og det kræver, at vi samtænker den politiske indsats, som en europaminister dagligt arbejder for, og den danske støtte til demokratisk og økonomisk udvikling i regionen, som en udviklingsminister er ansvarlig for.

Europakortet ser i dag væsentligt anderledes ud end for bare 23 år siden, da nedrivningen af Berlin-muren markerede afslutningen af kold krig og opsplitning i ”dem og os”. I dag er EU’s grænser flyttet væsentligt længere mod øst. Det gamle Østeuropa med byer som Warszawa og Budapest er nu i hjertet af Europa. Og lande som Ukraine, Moldova og Serbien grænser nu direkte op til EU.

Mange af landene bag det tidligere jerntæppe er nået langt på forholdsvis få år i retning af at sikre omstilling til demokrati og markedsøkonomi. Men vi må også erkende, at der for flere lande fortsat er lang vej endnu, før de når op på EU-niveau.
EU-perspektivet i form af et egentligt medlemskab eller et tættere samarbejde er en meget væsentlig drivkraft og inspiration for demokratiske og økonomiske reformer hos den store gruppe af europæiske lande mod øst og sydøst. Det gælder også, selv om EU står over for en række interne økonomiske udfordringer og et eksternt pres fra nye globale aktører. Den store forskel, som EU har betydet for de nye østeuropæiske EU-medlemmer, er ikke gået ubemærket hen. Og Kroatiens optagelse i EU næste år markerer en ny fase, der skaber momentum – og frem for alt håb – for alle lande på Balkan og i Østeuropa.

Det er vigtigt at understrege, at der ikke er nogen fribillet til et EU-medlemskab og heller ikke til tættere tilknytning til EU. Det kræver meget dybtgående, svære og langvarige reformer, og forandringerne kan kun komme fra landene selv. Men vi skal fra Danmarks og EU’s side stå klar til at hjælpe dem på vej.

På Balkan har alle lande udsigt til et EU-medlemskab, som også stiller helt specifikke krav til samfundsindretningen. Nogle lande som Montenegro og Serbien er på vej, mens andre som Bosnien-Hercegovina og Albanien stadig forbereder sig for at opnå kandidatstatus. Fælles for dem er, at de alle har brug for hjælp til at komme videre med at gennemføre de mange reformer, der skal til for at komme ind i EU. Her har vi hjulpet, og det skal vi fortsat.

I Østeuropa handler det i første omgang om økonomiske samarbejdsmuligheder og demokratiske reformer. Landene i denne gruppe er meget forskellige.
I den ene ende står Moldova, som er et af Europas fattigste lande. Her oplever vi en entusiasme fra både regering og befolkning, der virkelig vil Europa. Moldova har på kort tid bevist, at man ikke er bange for at smøge ærmerne op og tage fat på reformarbejdet, og der er gode fremskridt i forhandlingerne med EU om et tættere politisk og økonomisk samarbejde. Det skal vi selvfølgelig støtte, og vi gør det allerede. For eksempel gennem støtte til yngre iværksættere, der skal være med til at få gang i den økonomiske vækst i Moldovas landdistrikter.

I den anden ende af spektret står et forbenet diktatur som Hviderusland. Her er flyvende bamser med demokratiske budskaber, som vi så det i begyndelsen af sommeren, ikke nok til at overbevise styret. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at vise den trængte hviderussiske befolkning, at vi er på dens side, når det gælder kampen for at sikre basale menneskerettigheder. Derfor støtter vi civilsamfundet og frie medier. Håbet er selvfølgelig, at de politiske vinde en dag vil vende i Hviderusland, så vi kan tage hul på et mere omfattende samarbejde med det land, der ligger mindre end 600 km fra Danmark.

Vi har en fælles interesse i at knytte alle vores naboer mod øst og på Balkan til Europa – for ganske enkelt at udbrede demokrati, stabilitet og økonomisk udvikling så langt østpå som overhovedet muligt. Hvis der opstår problemer hos vores naboer, påvirker det os direkte. Det ser vi allerede i dag, hvor mange problemer kun kan løses i samarbejde på tværs af landegrænser. Det gælder udfordringer som organiseret kriminalitet, menneskesmugling, narkotika og illegal indvandring. Omvendt er det til gavn for os, når det går vores naboer godt. En positiv udvikling i nærområdet, både i form af stabilitet og økonomisk vækst, giver også forbedrede muligheder for danske virksomheder.

Danmark har en stærk platform for et aktivt engagement i Østeuropa og på Balkan. Vi har en lang tradition for en høj dansk profil siden Murens fald. Og der har i hele perioden været en bred politisk og folkelig tilslutning til, at vi fra dansk side skulle støtte de nye demokratier aktivt. Kort tid efter Sovjetunionens og Jugoslaviens opløsning stod Danmark klar med militær og civil bistand, som vi stadig bidrager med i dag. Vi har også konstant været blandt de varmeste fortalere for, at mange af de tidligere østbloklande blev optaget i EU og Nato.

Senest under det danske formandskab fik vi sikret vigtige resultater: Serbien opnåede kandidatstatus, forhandlinger med Montenegro blev indledt, og vi fik taget hul på forberedelserne af en aftale med Kosovo. Der blev også startet forhandlinger om frihandelsaftaler med Moldova, Georgien og Armenien. Og ikke mindst fik vi styrket vores kontakter til landene i regionen.

Vi har altså et godt udgangspunkt for at fortsætte indsatsen. Regeringen er fast besluttet på at fastholde og styrke det politiske fokus på vores nabolande. Og vi sætter handling bag ordene.

Regeringen sender i dag et udkast til en ny strategi for det danske naboskabsprogram for perioden 2013-17 i offentlig høring. Naboskabsprogrammets målsætning er at fremme åbne demokratiske retssamfund baseret på en stabil politisk og økonomisk udvikling i naboskabslandene. På samme måde som den politiske indsats i samarbejde med vores EU-partnere skal naboskabsprogrammet også bidrage til at undgå nye skillelinjer mellem EU og dets naboer, og således understøtte Danmarks udenrigspolitiske prioritering om et fredeligt og stabilt Europa i fremgang.

Regeringen har afsat én milliard kroner til programmet for perioden 2013-17. Geografisk dækker naboskabsprogrammet alle de lande i Øst- og Sydøsteuropa, der ikke er medlemmer af EU. Indsatserne vil skulle tilpasses de lokale behov og den politiske situation og kan falde inden for to hovedspor: støtte til demokrati og god regeringsførelse samt økonomisk udvikling.

Vi har en særlig interesse og et særligt ansvar for udviklingen i vores nærområde. Vi skal derfor – også i en tid med økonomisk krise i EU – fortsat arbejde på at fremme demokrati, stabilitet og økonomisk udvikling i nærområdet mod øst og mod sydøst. Og vi skal sende et klart signal: Hvis disse lande vælger at arbejde mod at tilnærme sig EU’s strenge krav og gå den rigtige vej med politiske og økonomiske reformer, så vil vi fra dansk side støtte dem. For deres skyld. Og for vores egen.