Spring til indhold

Europa ved en skillevej

Europaministeren talte den 28. november på en konference arrangeret af LO, FTF, AC og EU-Kommissionen med titlen ”Europa ved en skillevej".

 

Konferencen havde fokus på de arbejdsmarkedspolitiske udfordringer i en økonomisk krisetid, og dagen igennem fremlagde eksperter, fagbevægelse og politikere deres syn på spørgsmål relateret til økonomisk vækst, arbejdsmarked, social dumping og uddannelse. Europaministerens tale kan læses nedenfor.

Europaministerens tale på EU-konferencen i LO den 28. november 2011:

Det talte ord gælder

Tak for ordet Poul og mange tak til LO og Harald for invitationen til at komme og tale på jeres EU-konference. Jeg er utrolig glad for at være med her i dag. Det er nemlig ofte gennem debatter som denne her, hvor eksperter præsenterer deres analyser, og hvor meninger kan brydes, at der opstår nye idéer.  Konferencen i dag er også vigtig, fordi udviklingen ude i Europa jo betyder enormt meget for et lille land med en åben økonomi som Danmark. Udviklingen i Europa har også store konsekvenser for den danske fagbevægelse og de udfordringer, som I står overfor. Det er jeg fuldt bevidst om.

Temaet - ”Europa ved en skillevej” – kunne efter min opfattelse heller ikke være mere velvalgt. Vi står vitterligt ved en skillevej i dag. Sådan er det, uanset om vi kan lide det eller ej. For hvis én ting ligger fast i den ellers meget usikre situation i dag, så er det, at Europa i almindelighed og EU-samarbejdet i særdeleshed ikke bliver det samme igen, når vi en dag kommer ud på den anden side af krisen. Den nuværende krise vil forandre det europæiske samarbejde for altid. På den måde kan man godt sige, at Europa står ved en skillevej.

Det store spørgsmål bliver naturligvis, hvilken vej vi europæere så skal tage. Det vil jeg gerne forsøge at krabbe mig ind på sammen med jer i dag, for det er på ingen måde hip som hap, hvad vi gør. Det er os europæere, som skal vælge, og vores valg vil få vidtrækkende betydning mange år frem. Sagen er, at der intet selvfølgeligt eller naturnødvendigt er ved krisen. Den er menneskeskabt. Der er heller ikke brug for et eller andet udefrakommende mirakel for at overvinde krisen. Det kan vi selv klare. Endnu! Men hvad der er brug for i dag mere end noget andet, er en grundlæggende ændring af vores syn på, hvad der har skabt den velstand, de muligheder og den tryghed, som vi i Danmark og mange andre steder i Europa har vænnet os til. Hvis vi tror, at de kæmpe fremskridt for velfærd og frihed, vi har opnået i dette land - ikke mindst takket være den danske arbejderbevægelse - altid vil være dér på samme måde, som tyngdekraften altid vil være dér, så tager vi gruelig fejl. Som Præsident Obama sagde i sin tiltrædelsestale i 2009: ”…greatness is never a given. It must be earned.” Det gælder også for det velfærdssamfund, vi holder så utroligt meget af. Det velfærdssamfund, som vi gerne vil værne om og udvikle i fremtiden. Vores velfærd er ikke en ret, som vi bare kan kræve uden at yde noget til gengæld. Det gamle motto: ”Rettigheder og pligter” gælder stadig. Den velfærd, vi har opnået i dag, skyldes, at vores forfædre har slidt og slæbt for at opbygge et bedre samfund. Den hviler på, at de hele tiden skabte ny værdi til det samfund, de var født ind i. De lagde med andre ord til i stedet for at trække fra. Og det forbliver kravet til os den dag i dag og til enhver ny generation i det her land. Vi skal skabe værdi, vi skal lægge til, og vi skal fastholde koblingen mellem rettigheder og pligter, hvis vi fremover vil leve i et velfærdssamfund. Og det vil jeg!  

For mig er der ikke tvivl om, at det lige netop er her - i spørgsmålet om værdiskabelse, om at lægge til, om rettigheder og pligter - at det kniber gevaldigt for Europa i dag. At en række EU-lande ikke i tide forstod at sætte tæring efter næring, men påbegyndte et uansvarligt overforbrug for lånte penge er en afledt effekt af dette mere fundamentale problem. Det samme med de alt for lave vækstrater i de europæiske økonomier. Det er en afledt effekt af, at vi med vores nuværende lave arbejdstid, høje arbejdsløshed, ringe produktivitet og svækkede konkurrenceevne simpelthen ikke skaber nok værdi i forhold til, hvad det koster at holde de europæiske velfærdssamfund kørende.

Ifølge de seneste tal fra EU-Kommissionen forventes den økonomiske vækst i Danmark næste år at ligge på blot 1.4%. For vores to største eksportmarkeder – Tyskland og Sverige – ventes væksten at blive henholdsvis 0.8% og 1.4%. Storbritannien ventes at ligge på 0.6%, Italien 0.1%, Holland 0.5% og Frankrig 0.6%. Det er ikke godt nok og slet ikke, hvis man som en række EU-lande også slås med meget store gældsbyrder. Så bliver det ekstremt vanskeligt!

Mine damer og herrer, om få uger overtager Danmark formandskabet for EU. Danmark kommer til at stå i spidsen for det europæiske samarbejde på et kritisk og meget afgørende tidspunkt i samarbejdets historie. Det placerer et kæmpe ansvar på regeringens skuldre, som vi vil gøre vores yderste for at løfte. Personligt kan jeg kun istemme, hvad en anden amerikansk præsident, John F. Kennedy, sagde, da han tiltrådte i 1961, og jeg citerer: ”I do not shrink from this responsibility. I welcome it.” Jeg betragter det danske EU-formandskab som en opgave, der skal løses fremfor et tungt åg, det blot handler om at udholde i seks måneder.

Skåret ind til benet, så kommer det danske formandskab til at skulle holde sammen på EU og få EU til at levere resultater. Det er min klare holdning, at løsningen på krisen i dag ikke er mindre EU, men mere EU. Ikke i en overførsel af nye kompetencer til Bruxelles, men i bedre regulering og en smartere udnyttelse af EU-midler. For bedst muligt at holde vores europæiske skib i søen, har regeringen sat sig nogle hovedmål under det danske EU-formandskab, som det bliver nødvendigt at levere konkrete resultater på, hvis EU skal stå styrket tilbage, når vi giver formandskabsstafetten videre til Cypern den 1. juli.

Vi skal bruge vores kræfter som formandskab dér, hvor Europa har mest brug for det, og hvor vi gør mest gavn for Danmark. Det handler for det første om at bringe orden i de europæiske husholdninger. Om konsolidering med andre ord. En del af denne eksercits kommer til at køre i eurogruppen. Som I ved, deltager Danmark i kraft af vores euro-forbehold ikke i denne gruppe. Men der er stadig en hel del spørgsmål omkring stærkere økonomisk koordination i EU, som vil blive behandlet i kredsen af 27, hvor Danmark deltager, og hvor vi skal lede drøftelserne fra den 1. januar. Det kommer bl.a. til at dreje sig om bedre procedurer til at overvåge EU-landenes økonomier og et skærpet fokus på strukturreformer og øget budgetdisciplin i medlemslandene. Her forventer jeg af indlysende årsager et meget intenst og krævende forhandlingsforløb under vores formandskab. Forhandlingerne om EU’s næste 7-årige budget – de flerårige finansielle rammer – bliver også meget vigtige i denne sammenhæng. Regeringen lægger stor vægt på et reduceret budget, men det er også vigtigt, at EU’s næste 7-årige budget bliver i stand til at understøtte en fremadrettet vækstdagsorden. Den balancegang skal det danske formandskab stille sig i spidsen for til gavn for Europas fremtid.  

Ved siden af finansiel konsolidering er mere økonomisk vækst den anden hovedudfordring for Europa. I 2012 fejrer Det Indre Marked som bekendt sin 20 års fødselsdag, og selv om det ikke er alt ved Det Indre Marked, som fungerer lige perfekt i praksis, har det været en succes for de europæiske borgere. Bare rolig - jeg kommer til udstationeringsdirektivet lige om lidt, men det er vigtigt at få med, at Det Indre Marked i løbet af de første 10 år skabte 2,5 mio. ekstra jobs og bidrog med 6,7 trillion kr. i ekstra velstand. Det svarer til 44,500 kr. pr. EU-familie. Det er mange penge! Udviklingen de sidste 10 år har imidlertid ikke været tilsvarende imponerende. Det skyldes primært, at Det Indre Marked har behov for at blive udbygget, moderniseret og digitaliseret. Inden årets udgang ventes Kommissionen at fremlægge en samlet pakke med 12 konkrete forslag til at opgradere Det Indre Marked. Forslagene lægger bl.a. op til at forbedre forretningsklimaet i Europa, øge forbrugersikkerheden, når vi handler på nettet og gøre det billigere for os at ringe på mobilen i udlandet. Desuden ligger der også et forslag klar til vedtagelse om et EU-patent, som vil betyde, at europæiske virksomheder fremover kan nøjes med at fremsende én patentansøgning til én EU-myndighed i stedet for at skulle sende 27 forskellige ansøgninger til 27 nationale patentmyndigheder. Det er klart, at vi i videreudviklingen af Det Indre Marked også skal sikre arbejdstagerenes rettigheder. Det vender jeg tilbage om lidt. 
 Som et tredje hovedmål for det danske EU-formandskab, vil regeringen arbejde hårdt på, at EU satser langt mere offensivt på en grøn vækstdagsorden. En dagsorden, der kan fremme Europas omstilling til en grøn økonomi og fastholde vores forspring inden for en række grønne sektorer. Jeg er fuldt bevidst om, at grøn vækst i nogle EU-lande bliver opfattet lidt som et futuristisk dyrt påhit udtænkt i Skandinavien med henblik på at nå frem til en eller anden halvutopisk verden i år 2050. I en situation, hvor gældskrisen hærger, og europæiske virksomheder føler sig pressede som aldrig før, bør EU’s regeringer ikke beskæftige sig med den slags fremtidsmusik, lyder skeptikernes argument.

Mine damer og herrer, til det er mit svar, at Europa ikke har råd til at lade være. Hvis Europa tager skyklapper på og ikke stamper den fornødne politiske vilje op af jorden til at sætte skub i den grønne dagsorden, så kommer vi ikke bare til at tabe terræn på den lange bane overfor lande som USA, Kina og Indien, men også på den korte bane inden for de næste par år. Hvis EU blot sidder på hænderne, vil tusinder af videnstunge arbejdspladser og en masse højteknologiske forskningskompetencer inden for blandt andet vindemølleindustrien, biobrændstoffer og energieffektive bygningskomponenter flytte til andre lande. Lande, der bedre end Europa forstår at investere i omstillingen til en grøn økonomi. Det scenarium skal Europa undgå. Det gør vi ved at tage udfordringen med grøn vækst langt mere alvorligt, og det kræver politisk lederskab og flere visionære EU-beslutninger på den korte bane.

Helt konkret vil det danske EU-formandskab arbejde hårdt for, at Kommissionens direktivforslag om energieffektivisering bliver vedtaget så hurtigt som muligt. Direktivet vil gøre det muligt for EU at leve op til sin målsætning om at reducere energiforbruget med 20% i 2020 i forhold til, hvad EU ellers ville forbruge i 2020, hvis vi undlod at gøre noget. Jeg håber virkelig, at det kan lade sig gøre at få direktivet vedtaget næste år. 

Som det sidste hovedmål, jeg vil nævne i dag, så vil det danske EU-formandskab skabe de bedst mulige rammer for, at udviklingen på RIA-området og navnlig inden for Schengen-samarbejdet kan fortsætte. Som I sikkert kan huske fra medierne, knirkede det noget i Schengen-samarbejdet, da Det Arabiske Forår blussede op i starten af året og sendte tusinder af nordafrikanske flygtninge mod Europa. Flygtningepresset på Sydeuropa skabte spændinger mellem EU-landene, ligesom den illegale indvandring fra Tyrkiet indover grænsen til Grækenland blotlagde mangler i den græske asylmodtagelse. Det er i dag åbenlyst, at der eksisterer et akut behov for en revision og opstramning Schengen-reglerne.

Den gode nyhed er imidlertid, at vi under det danske formandskab til trods for vores EU-forbehold faktisk har en realistisk chance for at levere resultater, der batter inden for Schengen-samarbejdet. Det gælder i forhandlingerne om en Schengen-evalueringsmekanisme og om nye EU's grænsekodeks. Det kan heller ikke udelukkes, at vi under det danske formandskab får mulighed for at afslutte forhandlingerne om en europæisk efterforskningskendelse i straffesager. Det vil være et stort fremskridt i det europæiske politisamarbejde. Regeringen vil gå benhårdt efter at få resultater i kassen til gavn for Europa, også selv om Danmark har et forbehold inden for retlige og indre anliggender. Som EU-formandskab er vi nemlig neutral opmand, og vi skal være en kompetent formand blandt medlemslandene.

Mine damer og herrer, kære fagbevægelse, ærede formand, så vil jeg naturligvis også gerne sige et par ord om EU’s udstationeringsdirektiv og de problemer med social dumping i Danmark, som I støder på i det daglige rundt omkring på arbejdspladserne. Det står meget højt på regeringens dagsorden. Vi ser med allerstørste alvor på sagen, og vi er fuldt bevidste om, at social dumping er et voksende problem på det danske arbejdsmarked. Af samme grund indgik regeringen og Enhedslisten den 13. november en aftale om at afsætte 65 millioner kroner til en kraftig øget kontrol med, om udenlandske virksomheder i Danmark lever op til vores regler om skat, moms, sikkerhed og arbejdsmiljø. Med aftalen vil vi også fremme anvendelsen af arbejdsklausuler og sociale klausuler i offentlige udbud, og vi vil skærpe bødestraffen for ulovlig lastbilkørsel. Lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: Regeringen vil dette problem til livs. Vi skal have stoppet misbrug af udenlandsk arbejdskraft i Danmark, og vi skal have stoppet snyd hos de udenlandske virksomheder, der opererer her i landet. Det siger sig selv, at hvis det bliver normalt, at man pludselig kan få arbejdskraft til halv pris i Danmark, så vil der ikke blive råd til at bevare vores velfærdssamfund. Social dumping udgør en trussel mod velfærdssamfundet. Derfor skruer regeringen også bissen på i næste års finanslov netop på dette område.    

På EU-plan har vi den samme ambition. Den frie bevægelighed i EU må ikke ske på bekostning af arbejdstagernes rettigheder. Der er tale om to sideordnede rettigheder. Det er et helt grundlæggende standpunkt for denne regeringen, og det har længe været en dansk mærkesag i Bruxelles. Danmark har, særligt på baggrund af rapporter fra LO og BAT-kartellet, gjort Kommissionen opmærksom på problemerne med såkaldte postboksfirmaer og besværlighederne med at inddrive tilgodehavender i andre lande. Vi har været med til at presse Kommissionen til at fremlægge et forslag til bedre håndhævelse af udstationeringsdirektivet. Bedre håndhævelse af direktivet indgå også i den plan for en relancering af Det Indre Marked, som Kommissionen er på vej med. Vi forventer, at Barossos forslag vil ligge færdigt i januar under det danske EU-formandskab, og vi vil fra regeringens side naturligvis arbejde hårdt for at få et godt resultat vedtaget omkring håndhævelse. Det gælder bl.a. bedre instrumenter til håndhævelse på tværs af landegrænser, herunder i forhold til de omtalte postboksfirmaer.

Det er klart, at EU-regler, som gælder for 500 millioner europæere, har langt større rækkevidde og potentielt kan få langt større betydning i praksis end danske regler, som kun gælder for 5,5 millioner danskere. Derfor vil det danske EU-formandskab skubbe på af alle kræfter ved forhandlingsbordet i Bruxelles, så Barossos forslag sammen med Kommissionens kommende forslag om sociale rettigheder kan blive vedtaget i en form, der betyder noget i praksis ude på arbejdspladserne. Forslaget om sociale rettigheder har bl.a. til formål at sikre, at fagforeninger i en tvist med en udenlandsk virksomhed kan insistere på, at arbejdstagerrettigheder er lige så vigtige som de økonomiske rettigheder. Forhåbentlig vil det også skabe større klarhed omkring virksomhedernes forpligtelser, så det kan fremme den frie bevægelighed for de ordentlige virksomheder. Men lad mig også lige minde om, at det danske formandskab altså har til opgave at finde en fælles løsning, som alle EU-lande kan acceptere. Det er en vanskelig sag, hvor der bliver brug for diplomatisk benarbejde og en balanceret politisk tilgang for at komme i mål. Og i mål skal vi. Det skylder vi de danske og europæiske arbejdstagere.

Kære konferencedeltagere, jeg ved, at Poul nu står klar med tre brændende spørgsmål til mig. Hvis jeg kender ham ret, så har han sikkert nogle rigtig svære spørgsmål med i tasken i dag. Dem glæder jeg mig naturligvis til at besvare, men inden da vil jeg gerne slutte af med at give jer en fabel af en russisk digter ved navn Ivan Krylov. Han går for at være den russiske pendant til H.C. Andersen. Hans fabel handler om, at hvis man i fællesskab skal løse en vanskelig opgave, så er noget af det værste man kan gøre at forfalde til gensidige beskyldninger og bebrejdelser. Så er man i hvert fald sikker på, at opgaven ikke bliver løst. I dag, hvor krisen raser, og hvor der er spændinger mellem de 17 og de 27 i EU, gør EU-landene klogt i at skrive sig den morale bag øret. Fablen lyder sådan her:

Når der blandt venner mangler harmoni, bliver fælles gerning let en parodi og fører til fiasko – det’ en hæslig vane. En krebs, en gedde og en svane gik sammen om at trække et læs – en meget overkommelig proces! De trak og trak, men vognen ville ikke trille, for svanen foretrak at flyve mod det blå, kun baglæns kunne krebsen gå, og gedden ville frem til sø og bæk og kilde! Hvis skyld og ansvar var det? Det er klart som blæk! Men vognen står der stadigvæk.

Tak for opmærksomheden.