Spring til indhold

WFP - FNs verdensfødevareprogram

WFP, der har sit hovedkvarter i Rom (Italien), yder fødevarebistand til mennesker i akut nød, især flygtninge og internt fordrevne personer, men også til befolkninger i områder, der er ramt af hungersnød af kortere eller længere varighed.

Udover det humanitære nødhjælpsarbejde er WFP også, især sammen med andre partnere fra FN-systemet og bilaterale bistandsorganisationer, aktiv i det mere langsigtede udviklingsarbejde, bl.a. gennem skolebespisningsprogrammer og undervisning med fokus på ernæring. Kvinder er en særlig prioritetsgruppe i WFPs virke. WFP er udelukkende finansieret gennem frivillige bidrag. Danmark har siden WFPs start støttet organisationen aktivt. Det daglige forhold til WFP varetages af den faste danske WFP-delegation, der er en del af den danske ambassade i Rom.

WFPs sekretariat ligger i Rom, men hovedvægten i organisationens arbejde ligger på landeniveau. WFP har således et meget stort antal regional- og landekontorer over hele verden, tillige med en række forbindelseskontorer, herunder det nordiske kontor i København. Udover de faste stillinger i sekretariatet ansætter WFP et stort antal personer på korttidskontrakter som eksperter, konsulenter og projektmedarbejdere.

Ledige stillinger opslås på WFPs hjemmeside, der også giver oplysning om konkrete kvalifikationskrav og rekrutteringsproceduren. Arbejdssproget er engelsk og fransk. Løn- og ansættelsesvilkår følger det fælles FN-system. Ansøgning indgives i form af elektronisk CV, der kan findes på hjemmesiden. Ansøgning kan dels rette sig imod konkrete stillingsopslag, og dels og især imod WFPs ”profilbaserede” reserveliste, hvorfra der kan rekrutteres, efterhånden som stillinger bliver ledige.