Spring til indhold

Partnernes forvaltning

En væsentlig del af den danske indsats mod korruption er rettet mod forvaltningen af midlerne hos partnerne. Ud over regeringer og organisationer i partnerlandene drejer det sig om multilaterale organisationer og folkelige organisationer.

Danida har stort fokus på at minimere risikoen for korruption i partnernes forvaltning af bistandsmidler. Det er vigtigt for Danida at arbejde målrettet på at mindske risikoen for misbrug af danske midler. Som led heri arbejdes der på at styrke partnernes forvaltning for at sikre, at alle midler, som partneren administrerer, anvendes til formålet, og at korruption undgås.

Den øgede fokus på at anvende partnernes egne systemer styrker mulighederne for, at anti-korruptions indsatserne bliver bæredygtige og kan medvirke til at styrke partnerens administrative praksis. På sigt kan det også ændre opfattelsen af korruption hos partneren.

Minimering af risici
Når Danida planlægger aktiviteter, vurderes de risici, der er forbundet med aktiviteterne. Når der identificeres risiko for korruption, skal der foretages en vurdering af, hvordan denne risiko kan imødegås. Alle nye partnere får vurderet deres kapacitet, og hvor det er relevant kan Danida hjælpe med at opbygge en bedre økonomiforvaltning hos partneren for at minimere risikoen for misbrug. 
 
Kursus i anti-korruption for partnere
For at øge kendskabet til den danske anti-korruptionspolitik tilbydes ansatte hos partnerne deltagelse i Danidas anti-korruptionskursus via internettet. Derudover tilbyder Anti-korruptionscenteret U4 diverse anti-korruptionskurser
(Læs mere om U4's kurser). Anti-korruptionskurser sikrer, at partnerne kender Danidas anti-korruptionspolitik. Samtidig styrker de partnernes kendskab til metoder, der kan bidrage til at minimere og forebygge korruption.

 

Klausul i alle aftaler
For at tydeliggøre den danske holdning til korruption og for at forpligte Danidas partnere i kampen mod korruption indeholder alle aftaler en anti-korruptionsklausul. Af Danidas standard anti-korruptionsklausul fremgår, at samarbejdet kan afbrydes i tilfælde af korruption hos samarbejdspartneren.

Anti-korruptions hotline
Danidas anti-korruptionshotline giver mulighed for, at ansatte eller slutbrugere af dansk bistand kan indrapportere mistanke om misbrug af midler i partnernes forvaltning af de danske midler.

 


Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K
Tlf.: +45 33 92 00 00
um@um.dk