Spring til indhold

NATO-indsættelser

NATO (North Atlantic Treaty Organisation) er hjørnestenen i Danmarks sikkerhedspolitik. Danmark har varetaget sine sikkerhedspolitiske interesser og værdier i Alliancen siden dens grundlæggelse i 1949. I en verden med et sikkerhedsbillede under hurtig forandring er NATO den direkte garanti for Danmarks sikkerhed og uafhængighed. Danmark bidrager aktivt til bl.a. NATO’s internationale indsættelser.

Her beskrives igangværende NATO-indsættelser med dansk militær deltagelse pr. marts 2019:

Resolute Support Mission, Afghanistan
Siden afslutningen af ISAF og hjemtagelsen af de danske soldater i Helmand-provinsen, har Danmarks militære indsats i Afghanistan koncentreret sig om at træne og rådgive de afghanske sikkerhedsstyrker i Kabul i rammen af NATO's Resolute Support Mission (RSM). Det danske styrkebidrag består af op til ca. 155 soldater, som bl.a. bidrager med træning og uddannelse, militærpolitiopgaver, eskorte- og sikringsopgaver samt opgaver fra RSM-hovedkvarteret.

NATO's træningsmission i Irak
Udover det danske bidrag til den internationale koalition til kampen mod terrorbevægelsen ISIL i rammen af Operation Inherent Resolve (OIR), bidrager Danmark til NATO's nyoprettede træningsmission, NATO Training Mission Irak (NMI). Formålet er at træne og rådvgive de irakiske sikkerhedsstyrker. Danmark bidrager med op til 15 personer i NATO's træningsmission, som omfatter stabsofficerer, instruktør- og mentorfunktioner samt lægefaglig ekspertise.

NATO's Stående Minerydningsstyrke
Danmark har i 2019 det overordnede ansvar for NATO’s minerydningsstyrke i Østersøen, Nordsøen og den østlige del af Atlanterhavet, Standing NATO Mine Counter Measure Group 1 (SNMCMG 1). Flådestyrken har bl.a. til opgave at sikre allierede skibe samt den øvrige skibstrafik mod truslen fra miner i havene. Styrken deltager løbende i øvelser, hvor den afsøger farvandene for miner eller ammunition, som skal uskadeliggøres. Minerydningsstyrken består af op til 10 skibe, som forskellige NATO-lande stiller til rådighed. Danmark bidrager med inspektionsskibet Thetis som kommandoskib, en mobil minerydningsenhed samt op til ca. 100 personer.

Baltic Air Policing
Danmark bidrager jævnligt til NATO’s suverænitetshåndhævelse af de baltiske landes luftrum, kaldet Baltic Air Policing. Opgaven svarer til det nationale afvisningsberedskab i Danmark. I 2019 stiller Danmark med et nyt bidrag til indsatsen i form af fire F-16 fly og ca. 60 personer. Det er hensigten, at det danske bidrag skal være stationeret på Sialiai luftbasen i Litauen i ca. fire måneder med henblik på at håndhæve luftrummet over de baltiske lande.

Kosovo Force
Danmark har deltaget i NATO’s styrke i Kosovo (KFOR) siden 1999. I dag bidrager Danmark med ca. 35 personer, der gennemfører vagttjenester i lejren Camp Marechal De Lattre de Tassigny og løser forskellige opgaver for Kosovo Force’s hovedkvarter i Pristina.