Spring til indhold

Udtrædelsesaftalen

Udtrædelsesaftalen skal sikre en velordnet britisk udtræden af EU den 29. marts 2019 og skabe klarhed om bodelingen og afviklingen af over 40 års medlemskab. Der er tale om en juridisk bindende aftale, som skal regulere en lang række områder.

Det drejer sig bl.a. om det finansielle mellemværende mellem EU og Storbritannien, borgerrettigheder for britiske borgere i EU-landene og for unionsborgere i Storbritannien samt håndhævelse af udtrædelsesaftalen, dvs. bl.a. hvilken rolle EU-domstolen skal spille, og om en lang række andre emner. I forhandlingerne indgår også spørgsmålet om, hvordan man undgår en ny hård grænse mellem Irland og Nordirland, når Storbritannien træder ud af EU. Dette har været blandt de vanskeligste spørgsmål.

EU og Storbritannien er nået til principenighed om store dele af udtrædelsesaftalen. Det vil sige, at hvis en endelig udtrædelsesaftale falder på plads, så er det forventningen, at disse dele af aftalen finder anvendelse. Du kan finde udkastet til aftalen på Kommissionens hjemmeside. Der udestår dog endnu enkelte centrale dele af udtrædelsesaftalen.

Det skal understreges, at der skal opnås enighed om alle dele af udtrædelsesaftalen, før den kan træde i kraft. Udtrædelsesaftalen skal herefter godkendes af Europa-Parlamentet og af det britiske parlament før udtrædelsesdatoen den 29. marts 2019.

Hvis ikke der opnås enighed om udtrædelsesaftalen i tide, udtræder Storbritannien af EU uden en aftale (’no deal-scenariet’).

KONTAKT

Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K
brexitinfo@um.dk

 

NYTTIGE HJEMMESIDER

EU-oplysningen
Kommissionen